Sumpskov, lysåben natur og over 1000 arter
Vaserne er et stort naturområde nord for Store Kalv i Furesø, beliggende i Rudersdal Kommune. Det består af store lysåbne enge og moser, tørvegrave, uigennemtrængelige elle- og askesumpe, og områder med løvskov på de mere tørre partier. De mange forskellige naturtyper giver en stor variation af levesteder, og der er registreret over 1000 arter af planter og dyr, heraf 170 fuglearter. Størstedelen af området er ejet af Aage V. Jensen Naturfond og af Fugleværnsfonden, som sammen med Rudersdal Kommune gør en stor indsats for at pleje området til gavn for naturen.
Den sjældne vandbille, lys skivevandkalv, der kun findes tre steder i Danmark, lever i Vasernes tørvegrave. Her findes også stor kærguldsmed, som ligeledes er sjælden. I Vaserne er RigKilde-LIFE projektet derfor fokuseret på at tilgodese de sjældne arter.
Mikropleje i stor skala
Lys skivevandkalv er tilsyneladende meget kræsen i sit valg af levested. Først og fremmest så kræver den lavvandende områder i kanten af vandhullet, hvor den kan gemme sig for rovdyrene og finde egnede ynglepladser. Stor kærguldsmed kræver lavvandede vandhuller, hvor den kan lægge sine æg og larverne kan udvikle sig, uden at risikere at blive spist af fisk. I Vaserne er indsatsen derfor fokuseret helt ned i detaljen, så vi kan hjælpe insekterne med at finde egnede yngleområder.
Det vil vi:
- undersøge, hvor lys skivevandkalv findes og yngler
- udpege steder, hvor der kan skabes bedre ynglebetingelser
- rydde mindre partier med pil og el for at give lys til vandhullerne
- skrabe små områder langs vandhullernes kant, for at skabe lavvandede ynglepladser
- grave tre nye lavvandede vandhuller
- undersøge muligheden for at skabe nye levesteder for lys skivevandkalv
En robust natur
Lys skivevandkalv findes og yngler tre steder i Danmark – Vaserne, Holmegård Mose og på Bornholm. De fleste vandbiller er gode til at flyve, og lys skivevandkalv kan også godt flyve, men den gør det ikke ret gerne. Den er faktisk rigtig dårlig til at flytte sig og koloniserer ikke nye områder, som kunne være egnede som levested.
Den store afstand imellem de eksisterende bestande gør det umuligt for vandkalven at udveksle arvemateriale med andre bestande, og det kan gøre den enkelte bestand mere sårbar overfor udefra kommende påvirkninger. Hvis arten forsvinder fra et levested, så er det ikke sandsynligt, at den vil indvandre igen, for den nærmeste bestand er simpelthen for langt væk.
Jo flere bestande der findes af en art, og jo tættere på hinanden de er, des mere robust er den samlede bestand. Det er derfor RigKilde-LIFE projektets mål at styrke bestanden af lys skivevandkalv, eventuelt ved at etablere en ny bestand i Farum Sortemose, hvor arten tidligere har levet.
Sådan kan du være med
Fugleværnsfonden har arbejdsgrupper, som passer på fuglelivet og laver frivillig naturpleje i området. Hvis du er interesseret i at være med i arbejdet, kan du se mere på www.fuglevaernsfonden.dk, hvor der også findes oplysninger om ture og arrangementer i området.